Klar til anden halvdel af sæsonen – og kunsten at servicere en frikrans

Squadra Molteni er ved at være klar til anden halvdel af sæsonen 2019. Der meldes om solbrune ben, opadgående formkurver og mentalhygiejnisk træning i værkstedet.

Fra Nordkap til Côte d’Azur – Squadra Molteni har været spredt for alle veje:
Jens Langergaard har været på højdetræningslejr på Nordkap (så kan man faktisk ikke komme højere, red) og efter sigende, er han kommet hjem med en hæmatokrit på 66,33!
Carsten og Lars har kørt sig i topform i Dolomitterne. Kasper, Maria, Kaptajn Bjørnsteen og Kristian Blume har været i Frankrig. Nå ja, og som vist i alverdens medier, så var Kristian jo også til Grand Depart i Bruxelles, hvor det bl.a. blev til et Tour de France 2021 wildcard til Squadra Molteni og Eddy Merckx’s autograf på overrøret.
Eigil, Jeppe, Mark og Per har holdt sig under whereabout-radaren – og alle melder ikke overraskende, at de nu er i deres livs form.
Grana Maaløe har været i Grækenland, hvor han endelig har fået kureret sin albueskade.

– Jeg har prøvet rigtig mange tiltag for at få bugt med min Citroen HY slibeskade i min albue. Alt lige fra fysioterapi til den lokale heks ved Knuds Sø. Intet hjalp! Men som ved et tilfælde fandt jeg ud af, at dårlig græsk rødvin og iskold Resina i 14 dage, netop var dét der skulle til: Albuen har det fint nu – nå ja, formen skal lige justeres lidt, fortæller Grane Maaløe.

Lige om hjørnet venter anden halvdel af sæsonen 2019. Squadra Molteni lægger ud med Kroppedal Grand Prix, hvor der stilles til start med 10 ryttere.

– Løjtnant Mark Pedersen skal selvfølgelig køres til sin 4. sejr i træk ved Kroppedal Grand Prix, lyder det fra Kaptajn Bjørnsteen, der er ved at servicere frikranse i sit værksted.
– Holdet er toptrimmet – og samarbejdet kommer til at køre som de her rene kugler i ny fedt.

For øvrigt er det at servicere sin egne frikranse, udover en af de fineste dicipliner indenfor cykelmekanikerfaget, også en form for mentalhygiejnisk træning.

– Det kræver ekstrem høj koncentration, rolig vejrtrækning, tålmodighed, en rolig hånd og en puls på under 50, afslører Kaptajn Bjørnsteen