Sejr til Jesper “Fiorenzo Magni” Viktor Larsen ved Tour de Falster

Vores gode ven og vintagecykling-kollega, den professionelle Jesper Viktor Larsen (G.S.Wilier Triestina), Lolland-Falsters Fiorenzo Magni, vandt i dag på dramatisk, episk og lyrisk vis Tour de Falster. Gå ikke glip af hans beretning.

Skænk et glas godt italiensk rødvin – og smæk benene op på sofabordet – læs og nyd han beretning før den bliver lavet til en dokumentarfilm af Jørgen Leth.

Drama, misbrug og folklore i dette års Tour de Falster

Tekst: Jesper Viktor Larsen. Foto: Jesper Viktor Larsen

Klokken er 9:47 da jeg skriver mig ind til dette års Tour de Falster sammen med 1100 andre. Ruten er på 45 km og indeholder 29 højdemeter fordelt på tre bjergpas. Sammen med Liege-Bastogne-Liege er Tour de Falster de eneste to af cykelsportens monumenter, der starter og slutter samme sted.

Der blæser en kraftig vind fra syd nedenunder den grå himmel. Det er småkøligt på de morgenbarberede ben, da jeg ruller videre på startgriden i Bangsebroskoven. Mine cykelsko er lavet af læder, mit tøj af uld og min cykel af stål. Den er 34 år gammel, en Wilier Ramato.

I 2015 skrev jeg kontrakt på at køre dette lokale løb hvert år indtil 2040. Det er lang tid, men til gengæld har aftalen gjort mig økonomisk uafhængig. Derudover følger naturligvis en række forpligtelser som eksempelvis autografskrivning første lørdag i alle årets måneder i Nykøbing Midtpunkt – det, der i London hedder Harrods.

Pludselig forvrænges en stemme i højttaleren, og derpå begynder samtlige ryttere at ringe med deres cykelklokker. Jeg bliver befippet og træder ud i skovens rabat og mærker en ubehagelig svien fra brændenælder. Stående på den ene cykelsko, kløer jeg med min anden cykelsko den brændende læg. Så går starten, og da jeg ruller over stregen, synger Eva Madsen den der I ved ”Op på cyklen…”

Ude på Bangsebrovej har jeg svært ved at overhale og få mine Veloflexdæk op i de rigtige arbejdstemperaturer, hvor de har vejgreb. Jeg zigzagger mig op gennem feltet og overhaler hurtigt de tre lokale folketingspolitikere, Stine Pilt Olsen, Konservative, René Christensen, Dansk Folkeparti og Marcus Knuth, Venstre. Jeg vender mig om til højre, og ser, at de tre politikere bliver siddende nede i gruppettoen – de næste fire år.

Pludselig kommer der er en gul landbus imod mig – rute 702 til Sundby og Middelaldercentret. Jeg lægger mig for en stund på hjul af en kvindelig rytter på en sølvgrå Mustang damecykel. Hun gør mig usikker, for hun har sat sin cykelhjelm på skrå, og jeg kommer til at tænke på Roger De Vlaeminck, den firedobbelte Paris-Roubaix rytter, der altid vendte sin cykelkasket med skyggen bagud, når han lagde an til angreb. Jeg træder fra cykelhjelmen på skrå og tager det første venstresving i høj fart og fortsætter mod Tingsted.

Forude venter det første bjergpas, Passo dello Brunello, lige syd for Bruntofte. Ruten går kun godt halvvejs op ad det 7 meter høje pas. Jeg formår at holde trykket alle 40 meter og drejer så nordpå og kører parallelt med jernbanen. Lidt fremme ser jeg to mandlige ryttere, der kører ved siden af hinanden. Begge benytter sig af det særlige tråd, hvor man kører med knæene godt spredt ud, inspireret af skihoppere, der alle i dag laver denne her V-form straks de hænger i luften. Over evne drøner jeg forbi dem, men mit lokalkendskab gør mig tryg, for straks herefter kører jeg i læ inde i Bruntofteskoven.

Som Fausto Coppi cykler jeg helst alene. Lige nu i retning af Falsters store ”E47” bjergkæde, der løber skråt ned gennem øen med motorvej E47 hugget igennem. Jeg gør mig klar til at bestige Passo dello Eskilstrup fra syd. Frem fra min musette på ryggen hiver jeg en Campagnolo drikkeflaske med jordbær/rabarbar saft. Jeg har skiftet styrke i mine kontaktlinser fra -2,75 til -2,65 for at spare vægt og være godt kørende på stigningerne. Jeg cykler forbi Krokodille Zoo, forbi den gamle traktor, der viser vej til traktormuseet, runder udkanten af Eskilstrup by inden jeg ser stigningen fremme. Stigningen tager fat, mere og mere, og efter 33 meter må jeg op at stå i pedalerne, og der bliver jeg stående til toppen 12 meter senere. Jeg når slet ikke at få en Folketidende ind under jerseyen, men starter med det samme på nedkørslen. Med risiko for at blive afkølet drøner jeg ned mod dalen og videre østpå. Dette års Tour de Falster har for alvor åbnet sig, og om lidt kommer løbets højeste pas, Passo dello Ravnstrup.

Igen skal jeg henover motorvej E47. Men inden stigningen er det ved at gå galt. Tre ryttere på de der cykler med støddæmpere og styr så brede som gyllespredere laver barage på Ravnstrupvej, så jeg bliver tvunget til at køre halvt ud i grøften. Jeg fokuserer på stigningen. Faktisk starter den med et falsk plateau på 65 meter, og det kommer bag på mange, der ender med at gå døde inden toppen. Her halvvejs oppe vokser ingen raps, men kun tidsler. Der er stadig 31 meter til toppen, hvor kragerne svæver rundt. Jeg skifter gear og rejser mig op i et voldsomt ryk blottet for fornuft. Jeg kører så hurtigt, at jeg tre meter før toppen af Passo dello Ravnstrup får propper i ørerne. Under mig er bilerne små som Matchboxbiler. Jeg starter den lange og svære nedkørsel, satser alt på at vinde tid her. Udenfor Gundslev ser jeg skiltet ”Stejl nedkørsel”.

En kommisær, som jeg kender, der hedder John, vinker voldsomt med et flag, da jeg på den stejle nedkørsel svinger til venstre ud af Gundslev. Snart ser jeg det nye Storstrømsfængsel nede i dalen. Det nye fængsel, Europas mest moderne af slagsen, har i de sidste par år på sin helt egen måde bidraget til, at man med et ”tøhø” kan sige, at Falster har stor nettotilflytning. Nu skal jeg bare køre fornuftigt indtil depotet ved Nyby savværk. Men da jeg cykler gennem Lillebrænde træder et ungt par iført joggingbukser, Red Bull og kamphund pludselig over hovedgaden. Jeg undviger og fortsætter mod depotet.

Depotet ved Nyby savværk er løbets eneste forplejningszone, og det kommer med cirka 15 km til mål. Min soigneur ”Kaj Due” står altid her og venter med kaffe, saft og grillere. Men sidste år nåede ham med tændvæsken ikke frem i tide, og jeg fik ikke min forplejning, min griller. I år må det ikke gå galt. Det er sjældent, at jeg er ude på disse distancer, og jeg er usikker på, hvordan mine ben reagerer efter 35 km.

”Hej, hej, do. For helve’ mand. I år er der da gang i grillen. Jæ’ ve’ da ik’, hva’ det var for noge’ sidst år, mand. Hva’ ska’ du ha’ te,” spørger ”Kaj Due”, der er kendt i Nykøbing for sine duer og for et liv dedikeret som frivillig i den lokale fodboldklub. Da jeg er ved at tørre mig om munden, drøner en gruppe bestående af Rynkeby-ryttere forbi. Jeg sadler op og kører efter. Inde i Hannenovskoven får jeg hurtigt en rytter på hjul. Han har klap op-solbriller på, og jeg udnytter min overlegne løbserfaring til at få ham til at føre mig sikkert gennem den mørke skov. Dog er han kun i stand til at føre 90 meter indtil skoven slutter. Da jeg overhaler ham, klapper han det røgfarvede glas ned foran brillerne. Cirka én kilometer fremme ser jeg noget gult.

Jeg ligger alene ude i modvinden i 45 sekunder, før jeg sidder på Rynkeby-elastikken. Jeg lægger mig på hjul af en gul kriger, der er iført lange cykelbukser og kortærmet jersey. Under sadlen hænger hans sadel-tornyster og foran peger en cykelcomputer næsten lodret op på styret. De hjertelige ryttere med den gode sag, er yderst velopdragne. De kører to og to på række, og da jeg overhaler bagfra lyder det som DR’s pigekor, der synger accapella: ”Bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra, bagfra. 16 gange 2. Nå, der var 32 Rynkeby-ryttere. Der er 8 km hjem.

Så ligger jeg alene ude i sidevinden på Falsters Po-slette mellem Hannenov skoven og Listrup. Det var her jeg sidste år satte en smilende, ung somalier med meget hvide tænder og syv Shimano Nexus gear fra spids. Jeg kører nu på viljen. Lidt fremme ser jeg to ryttere. Jeg træder til, så jeg kommer op til dem og kan ligge lidt på hjul. Forrest kører en liggecykel og på hjul ligger er racercykel. Idet jeg lidende kommer op til de to, skifter de plads, så jeg kommer til at sidde på hjul af en liggecykel, der kun rager 65 cm op over vejen! Jeg vælger at køre forbi de to, og et par kilometer senere drejer jeg ind på opløbsstrækningen på Bangsebrovej. Ved målstregen er der ingen mennesker at se. Jeg har åbenbart kørt så hurtigt, at kommisærerne slet ikke er parate til at modtage mig.

Jeg triller videre gennem Bangsebroskoven, hvor jeg nede ved teltet får at vide af en jeg kender, som hedder Benny Brædder, at jeg hverken har vundet kaffe, chokolade eller grillkul på mit startnummer. Til gengæld får jeg mine sejrspræmier – som hende med cykelhjelmen på skrå, som ham med knæene, som ham med brillerne, som dem fra Rynkeby: Et klistermærke, en konservativ slikkepind, et bolche fra Dansk Folkeparti og noget Marcus Knuth-vand.