Dobbeltpodie til Molteni i stålklassen til Medieløbet.

Squadra Molteni Departemento de Selandia havde søndag morgen sendt to stærke kort til Medieløbet i Næstved. Den dobbelthjertede langtursmaskine Kristian Blume og puncheur Jeppe Thiemer skulle byde 113 solbeskinnede kilometer og 352 startende ryttere op til dans. Taktikken var klar – den altid slidende Blume trækker feltet fra hinanden de første 100 km med en af sine sædvanlige dingerføringer, hvorefter puncheur Thiemer smider den på stor klinge og angriber fra spids. Nemt. Nødplanen er at der angribes i højre og venstre.

På kuverten med løbsnummer i havde arrangørerne været så flinke at skrive den forventede gennemsnitshastighed for hver enkelt rytter. Flere omkringstående bad med det samme Det Orange Ekspresstog om at gå 10 ned allerede inden start.

Der var fart over feltet de første tyve km og flere ryttere meldte allerede da om blodsmag i munden, men det var ikke noget man oplevede hos Molteni.

Jeg hørte godt nogen fable om blodsmag, men i morges kørte jeg en belgisk tandbørstning (ingen tandbørstning red.) det overdøver det en smule,så det var ikke noget jeg bemærkede, noterede Jeppe.

Det høje tempo kom som lidt af et chok for Molteni, der hovedrystende måtte se sig blive løbet om hjørner med af moderne teknologi.

Det knagede bragede og summede fra alle carbongcyklerne. Det var tydeligt at mindst halvdelen af dem var udstyret med motor! Så jeg fingerede lynhurtigt en defekt. Sådan noget motor noget gider vi sgu ikke cykle om kap med, fnyste Kristian.

Da duoen har stået lidt i vejkanten og fået skiftet Kristians headset to gange og lagt en ny taktik, kommer en forfølgergruppe forbi. Dem kobler Jeppe sig på, mens Kristian bliver stående og lige pudser sit kranksæt en ekstra gang.

I forfølgergruppen er tempoet højt men ingen prøver på noget. Der er samling på tropperne, i hvertfald oppe foran. Bagtil bliver gruppen mindre, mens frafaldne fra frontgruppen bliver spist. Efter cirka 70 kilometer stoppes der. Der er sket et uheld. To ryttere fra frontgruppen ligger på asfalten. I vejsiden holder en bil med knust forrude. Den er gal. Vi får at vide at en ambulance er på vej, og en rytter fra gruppen springer af cyklen. Hun er læge. Gruppen kører videre, men i et noget lavere og mere forsigtigt tempo. Det bliver dog langsomt skruet i vejret igen, og den sidste kilometer skal der så sprintes om en 18. plads.

Den sidste kilometer går de agurk og sprinter om en ligegyldig placering. Jeg spiller mine kort fuldstændig rigtigt, og lader dem trække lidt fra, mens jeg stille og roligt ruller det sidste stykke i mål og på den måde er sikret spurten i min egen gruppe. Nemt.

Længere tilbage på ruten kæmper Blume en kamp for at æde så mange ryttere som muligt i sin jagt på felt nummer to, men han forstyrres, ligesom sidste år, af punkteringer og kunne godt have brugt en sticky bottle fra Volvoen efter nummer to af slagsen. Jeppe Thiemer ender som samlet nummer 36, 10 minutter efter vinderen, men vinder stålklassen i overlegen stil! Kristian Blume runder stålpodiet af på 3. pladsen en halv times tid efter.

Angående ulykken skriver SN.DK: “Begge er kørt til Slagelse Sygehus. Den ene er ifølge politiet alvorligt tilskadekommen med åbent benbrud, den anden er mindre alvorligt tilskadekommen. Ingen af de to er dog i kritisk tilstand, og deres tilstand er ikke livstruende. Det oplyser Martin Bjerregaard, informationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.”