Grand Prix Vejle Ådal 2020

I andet forsøg lykkedes det at afholde Grand Prix Vejle Ådal 2020 Corona edition. Squadra Moltenis mål var at rydde podiet – men defekter, styrt og fusk fra løbsledelsen bevirkede, at det kun blev til én podieplads.

Vejret fejlede ikke noget: høj himmel, fuld styrke på solen og tæt på de 30 grader. Måske var det derfor både Bagmanden og Pelle Clemmensen udviste lettere solstikadfærd under race-briefing. Bagmanden glemte at uddele rygnumre og da Pelle skulle forklare skiltningen på rute, kom denne forklaring:

På første omgang skal I køre efter de cyklame-farvede skilte og på anden omgang de blå skilte… eller ét af dem er også hvidt. Det er dog ikke til se hvilke vej alle de blå skilte viser. Men så skal man til højre. Og der hvor der mangler skilte, der skal I kører den mest oplagte vej…

Jo, alt var som det plejer ved Grand Prix Vejle Ådal.

Klokken 11 gik masterstarten. Der var i år ingen knallert. Den kunne ikke starte – så den måtte blive hjemme. Masterstarten var rigtig hyggelig de 700 meter den varede. Herefter blev racefeltet og gentlemanfeltet sendt afsted seperat.

I racefeltet var Kaptajn Bjørnsteen, Løjtnant Sørensen, Capitain de Route Peter Meinert og Lars Munch. Bjørnsteen, Sørensen og Meinert skulle på podiet – og Lars skulle køre alle udbrud ind. Sådan var planen – men sådan skulle det ikke gå.

I gentlemanfeltet var planen, at Claus Bech, Per Sandahl, Grane Maaløe og Jens Stærk skulle køre for Maria Winther. Dét projekt lykkedes til fulde – og Maria blev en suveræn vinder af kvindeklassen.

Tilbage i racefeltet måtte Meinert udgå med defekt allerede efter 2 km. Et gearhjul var faldet af bagskifteren. Lars kontrollerede flot i front af feltet de første 20 km, og afleverede Kaptajnen og Løjtnanten perfekt før første pavè. Her punkterede Løjtnanten desværre – og så sad Kaptajn Bjørnsteen alene og ubeskyttet i føregruppen.

Da førergruppen rammer pavé nummer to, bliver tempoet skruet alvorligt op – og på den anden side af paveen, er føregruppen nu kun på 4-5 ryttere – heriblandt Kaptajn Bjørnsteen.

Jeg havde egentlig gode ben efter de første to paveer. Men Jørn så frygtindgydende stærk ud. Jeg håbede på, at han ville gå død i sit 42-19 på den 3. pavé Vingsted Skovvej, der går lige op i himlen, fortæller Bjørnsteen.

Men sådan skulle det ikke gå. Jørn har kun ét tempo – og det er fuld fart frem! Det blev mig, der måtte slippe, da vi var kommet helt op.

En ny førergruppe på 3 mand gled afsted. Bjørnsteen får hurtigt selskab af Fantomet fra Fredericia i flade gummisko – der senere vandt løbet, men mere om det senere.

Jeg får hægtet mig på Fantomet, men i mit tunnelsyn og syrehelvede laver jeg en kørefejl i et sving et par km længere fremme – og så ligge jeg der. Det vil sige, at jeg lige når at glide 3 – 4 meter hen af grusvejen på min hofte og skinneben, lyder det fra Bjørnsteen.

Fantomet fra Fredericia får kontakt med førergruppen lidt senere, mens Bjørnsteen nu ligger alene. Men kun ganske kort. For Peugeots Morten Mejsen kommer bagfra – og fra Mejsens baghjul forsøger Kaptajn Bjørnsteen at komme til hægterne. Men efter få km får Mejsen defekt – og Kaptajnen er atter alene.

Jeg gør mig mentalt klar på, at jeg nu skal køre 45 km alene i en hårdt tempo – og derved komme hjem på en 5. plads. Men det var sku hårdt og den ene flaske var allerede tom, afslører Kaptajnen.

Med godt 30 km til mål kommer Løjtnant Sørensen pludselig op bagfra sammen med to andre ryttere. Kasper satte dansk rekord i slangeskift da han punkterede på første pavé – og med et rasende tempo var han nu på vej op gennem feltet.

Jeg havde gode ben – og den punktering gav lige det sidste skud adrenalin, fortæller Kasper. Da jeg så Kaptajnen hænge alene langt derude foran, så fik den lige et skud mere. Da vi kom op til ham kunne jeg se, at han led, så han røg direkte ind på bagsædet.

Forfølgergruppen med Løjtnant Sørensen og Kaptajn Bjørnsteen æder sig langsomt ind på føregruppen, der på grund af defekter er skrumpet ind til 2 ryttere: Jørn og Fantomet fra Fredericia.

Da forfølgergruppen rammer Col de Bøgevad må Kaptajnen slippe og overlade kampen om podiet til Løjtnant Kasper Sørensen. Og det lykkedes. Kasper kører sig ind på en flot 3. plads. Kaptajn Bjørnsteen kommer ind på en 5. plads.

Eller var det egentlig en 2. plads til Kasper og en 4. plads til Kaptajnen?

Svaret skal findes hos de 2 forreste ryttere: Jørn og Fantomet fra Fredericia. Fantomet slår Jørn i spurten – og bliver udråbt som vinder af Grand Prix Vejle Ådal. Men … under præmieoverrækkelsen kommer det frem, at Fantomet fra Fredericia slet ikke er tilmeldt! Han er stillet op i et totalt udsolgt løb – fordi han troede at han var tilmeldt! Bagmanden prøvede med en forklaring om dispensation fanden og hans pumpestok. Alle kunne høre, at her var der tale om korruption, Cosa Nostra og fusk af værste skuffe fra løbsledelsens side.

Grand Prix Vejle Ådal blev endnu engang veloverstået. En ny vinder blev fundet (om det var Jørn eller Fantomet er vel egentlig lige meget – fo de kørte begge forbandet hurtigt). Mange punkterede, hele Peugeot-holdet fik defekt, flere kørte forkert, håndmadderne var velfortjente og øllene smagte fantastisk – kort sagt, alt var som det plejer ved Grand Prix Vejle Ådal.

Et fantastisk løb, der fortjener bedre pile – og udsolgt igen næste år. Stor tak til arrangørerne, der arbejder forfærdeligt hårdt, for at vi andre kan nyde sådan et fantastisk arrangement.

Fotos: Grand Prix Vejle Ådal og Viggo H. Kohberg