Molteni sejrer i Møn Rundt

Squadra Moltenis Jens Langergaard spurtede sig øverst på podiet i stålklassen efter 120 km Møn Rundt, med bakker og modvind.

Moltenis stramme løbsprogram 2021 byder stadig på løb i øst og i vest, og mens flere af Moltenis ryttere var samlet på Samsø i weekenden, stod den på Møn Rundt for Jens Langergaard.

Møn Rundt kunne såmænd også hedde Møn på kryds og tværs. På den lange 120 km rute tror man, at så er der vist ikke flere snoede veje med vidunderlige udsigter tilbage. Men det er der efter sigende.

Starten til Møn Rundt gik ved Hjertebjerg Skole og fra start zigzaggede de ca 50 deltagere på den lange rute mod Høje Møn, som er den østlige del af Møn hvor Møns Klint troner ud mod havet. Fra landsiden byder landskabet på Østmøn på mange krappe bakker og hovedparten af rutens 800 højdemeter lå på de første 24 kilometer.

Jens Langergaard fik en tidlig punktering efter 10 km og gruppen han sad i blev derfor passeret af de mange carbonister der stillede til start. Derefter gik jagten ind på dem, blandt andet sammen med formstærke Jens Carstensen – også på stål – fra Velopress.

”Halvvejs havde vi hentet en stor stak carbonister, men herfra bød ruten også på modvind og sidevind, så de to Jensèr på stål fik vind på næsten, da vi måtte trække en større portion kulfibercyklister;” lyder det fra Langergaard.

Ved depot 2 så Langergaard og Carstensen frem til at få slynget en hurtig kop kaffe ned, men nej.

”Stor ros til den smukke og krævende rute, som var stort set fri for biler, og afmærket meget fint og med flagposter ved passage af større veje, men arrangørerne må lige steppe op næste år i forhold til kaffe,” fortsætter Langergaard.

Finalen blev en taktisk affære

Efterhånden som 5 og 10 km mærket til mål blev passeret, begyndte Jens Carstensen at teste om han havde ben til et forsøg langt udefra. Gang på gang rykkede han og skabte et hul på et par 100 meter, som Langergaard dog stille og roligt lukkede ned.

”Carstensen og jeg havde jo også en dyst til Ribe-Tønder-Ribe, hvor Jens dog eksploderede 6-8 kilometer før mål, og der var ingen tvivl om, at han søgte revanche i dag,” lyder analysen fra Langergaard.

Så det blev en spurt der skulle afgøre sagerne. Ved 1000 meter mærket satte Langergaard farten lidt op og så blev der kørt ”hvem, sætter hugget ind” hen mod målporten som kunne ses nærme sig. Med godt 200 meter igen rykkede Langergaard og på stregen slog han Carstensen med et par cykellængder.

Thomas Marker deltog ikke i løbet, men var heller ikke tilmeldt, så ingen point til ham i DNS-konkurrencen. CalleGulv var heller ikke til start. Ifølge rapporter på sociale medier forhindret på en travl dag, hvor Calle på fire computere fulgte med i Vuelta Espana, Deutchsland Tour, A-løbet i Skive og Bretagne Classic…