Sommer, sommer og sol – Byen og blæsten og duft af Campag’nol

Et helt igennem anerkendelsesværdigt arrangement løb af stablen søndag 17/6, kl. 11 fra ”Onkel Dannys Plads” på Vesterbro i København.
Den 4. udgave af ”Copenhagen Classico” – et spraglet felt der spændte fra gentlemen på cykler fra farfar var dreng over smukke kvinder med sommerkjoler og cykelkurve til gedebukkestyrs-aficionados i klassiske team-jerseys – rullede ud i Københavns gader under kyndig guidance af neongule BMW Marshalls.

Der var fest! Og Squadra Molteni var inviteret med til at køre Master lige bag Dorthe og hendes yndige blå Fiat 600 Multipla. Egentlig skulle Moltenis Volvo 244 DL have givet testoteronmodspil til den petit’e Fiat, men reconvalecensen efter el-nedsmeltningen er ikke helt ovre endnu. Det blev derfor Capitaine de Route Langergaard, de 2 musketerer Thiemer og Blume og gæsterytter Michelsen der repræsenterede La Squadra både på cyklen og på den hårde tjans ved kagedepotet, ved champagnestoppet og ved øludskænkningen efter løbet.

Af prominente hold spottet i racerafdelingen i feltet kan nævnes Sanson, Flandria, Brooklyn,
Gewiss-Ballan, Mapai, St Raphael-Helyett-Hutchinson, Faccioli, Colnago og ikke mindst Histor-Sigma der stillede med Hr. Lilholt i VM-trøjen fra 1983. Derfor var det også helt på sin plads at de kompetente Marshalls over de 25 km i Kongens København spærrede det ene store kryds efter det andet og holdt en vognbane fri på selv H.C. Andersens boulevard til det feststemte optog.

Tak til Copenhagen Classico for den ærefulde Master-tjans, sol og en himmel som viol.
Forza Squadra Molteni!