B R E A K I N G – Communique

3 etaper af Tour de Danmark i 2021 bliver henlagt til Frankrig

Følgende Communique er netop frigivet af ASO:
”Det bekræftes hermed, at organisationerne bag Tour de France, Grand Départ Copenhagen Denmark og Tour de Danmark har indgået en samarbejdsaftale, der sikrer, at eksponeringen af løbene optimeres, herunder at tilskueroplevelsen udbredes. Således vil de sidste 3 etaper af Tour de Danmark i 2021 blive henlagt til Frankrig, region Rhône-Alpes.
Det er med stor glæde, at vi kan byde et af verdens største vintage etapeløb velkommen i Frankrig”

Fra Squadra Molteni HQ i Vejle lyder den opfølgende melding således:
”Altså… det er jo rent spin at det er en samarbejdsaftale. Reelt forholder det sig således, at franskmændene kun ville lade Danmark udsætte Tour de France Grand Départ 2021 til næste år, hvis de fik noget til gengæld. Løsningen med at sende H.K.H. Prins Joachim til Paris med familien var ikke nok. De ville have noget mere tungtvejende – helst Tour de Danmark starten. ”œil pour œil”, som de sagde. Så der var altså pres på! Vi blev efter hårde forhandlinger enige om de sidste tre etaper, som nok skal blive tilskuerfavoritter med masser af højdemeter. Egentlig skulle dette først meldes ud ved løbsstart for ikke at overskygge optakten, men efter alt skriveriet i Fiets Nieuws rykkede advokatene offentliggørelsen til i dag. Til gengæld stiller franskmændene køretøjer til rådighed, så Grane ikke behøver køre Hy’en hele vejen op på toppen af Col de l’Iseran.”