BREAKING NEWS: Squadra Molteni har besat Aarhus Cykelbane

En gruppe fra det danske retrocykelhold Squadra Molteni har besat Aarhus Cyklebane. De 8 ryttere har limet sig fast, og kræver, at den gamle cykelbane skal laves om til en overdækket træbane.

Med udsigt til at Aarhus Kommune vil rive den gamle historiske cykelbane ned, for at opføre et atletikstadion, har grupperingen “Molteni Rebellion” fra det danske retrocykelhold, umiddelbart efter sæsonens sidste stævne, Jørgen Leths æresløb, besat den gamle cykelbane. De har limet sig fast til cementunderlaget med Karlsons Klister – og kræver, at den gamle cykelbane skal laves om til en overdækket træbane.

Vi bliver siddende lige ind til Aarhus Kommune har underskrevet en aftale om en overdækket erstatningsbane i canadisk Douglasgran på lærk, udtaler Lars Munch, der er talsmand for “Molteni Rebellion”.

Aarhus Kommune er i chok. De havde ikke forventet en så stærk en modaktion – og slet ikke fra det kendte cykelhold, der i år har vundet stålklassen i både Omloop Het Volk Aarhus, Ronde van Borum, Tour de France og Grand Prix Gruppo Sportivo Velopresse.

Det er første gang vi oplever en så stærk en manifestation i Aarhus. Og det er klart, at det gør ekstra indtryk, når det er fra selveste Squadra Molteni, der i år har vundet store cykelløb. Det gør selvfølgelig, at jeg bliver nødt til at indkalde byrådet til et krisemøde, udtaler Borgmester Jacob Bundsgaard.

Squadra Moltenis Kaptajn Bjørnsteen har sammen med resten af gruppen planlagt aktionen ned til mindste detalje, og de er klar til en lang sej kamp.

Vi er i varmt uldtøj, vi har masser af Karlsons Klister, store mængder af Leffe og en hel kasse Campari, og selvom vi normalt ikke er tunge i røven, så er vi forberedt på, at blive siddende så længe som nødvendigt – også selvom det vil give gener for banerytternes træning og senere for cykelcrossrytternes sæsonstart, lyder det fra Kaptajn Bjørnsteen.

Aarhus Cykelbanes direktør Johannes Ollerup Sall ser med både alvor og sympati på Squadra Moltenis aktion.

Jeg synes det er en sympatisk aktion, som vores venskabshold Squadra Molteni har gang i. Men samtidig er jeg også alvorlig bekymret for cykelbanens underlag. Jeg ved ikke hvordan cementen vil reagere på de store mængder Karlsons Klister, som rytterne har limet sig fast med, lyder det fra direktøren.