Crono:Areo:Optakt:: Bindeballe Cronometro Individual

På søndag køres danmarks retro-vintage-mesterskaber i enkeltstart: Bindeballe Cronometro Individuale. Squadra Molteni har udtaget 2 crono-specialister: Bjørnsteen og Jacobsen

Vi har fået en melding fra Bjørnsteen og Jacobsen, der i disse dage er på aero-træningsophold på Instutut Für Aerodynamik i Rostock.

– Ja, der er altså ikke noget ferieophold dét her. Vi er i gang fra morgen til aften, fortæller Carsten Jacobsen fra en mønttelefon i Rostock Zentrum.
Vi ruller godt 70 km inden morgenmad. Efter morgenmad, som består af havregryn uden mælk, kører vi hårde tempo-intervaller. Den klassiske DDR opskrift: 1 km max + 500 m rul x 100 + afrulning 80 km i  gear 53 x12. Efter aftensmad, der består af oksekød med oksekød, står den på 1 – 2 timer i vindtunnel på ruller.

5-dages opholdet i Rostock skal forberede Bjørnsteen og Jacobsen maksimalt til den hårde rute ved Bindeballe Cronometro Individuale. Ruten er nådesløs. Og ubarmhjertig. En rute, der går op og ned som et zink-vaskebræt. I alt 2 omgange á godt 10 km skal rytterne udsættes for.

– Vi har valgt en rute, der på forhånd skiller skiller fårene fra bukkene, hvis man egentlig kan sige sådan, for der går for det meste kun sortbrogede køer på markerne ved Bindeballe og Randbøldal. Nå, anyways … så er vi sikre på, at der med en så led og hård rute, kun kommer de absolut stærkeste ryttere fra danmark. Alle andre bliver væk, siger Carsten Bagmand, der er en af mændene i løbsjuntaen bag Bindeballe Cronometro Individuale.

Det er lykkedes Bjørnsteen at smugle en stump film ud fra noget af dagens træning i Instutut Für Aerodynamik i Rostock.

Bindeballe Cronometro Individuale køres kl. 11.00, søndag 9. september med start og mål ved Bindeballe Købmandsgård, Bindeballevej 100, 7183 Randbøldal, Vejle, Denmark

.