Den hvide dame – Eroica 2019 

Squadra Moltenis 3 grusspecialister Kaptajn Niels Bjørnsteen, Løjtnant Kasper Sørensen og domestique Jens Langergaard har sendt denne beretning fra de hvide veje i Chianti.

Bagholdsangreb over 3 flasker rødvin.

Vi ankommer fredag aften til et vinslot små 20 km fra Gaiole. Her bliver Kaptajnen og Løjtnanten mødt af Pastor Mogensen, der svingende med en flaske god Chianti og byder på middag. Den lækre pasta er knap nok serveret før pastoren hæver glasset:

– Skål og velkommen. Prøv lige at hør’. Jeg er ikke kommet her ned for at køre søndagstur. Det der sportsgrus skal have en over nakken. Så siden januar har jeg gået og tænkt, at 135 km sku er for kort. Vi napper 209 km. Skål!

Kaotisk start på træningsdag.

Lørdagen står på let træning på de hvide veje og de rullende bakker i området. Men inden Squadra Moltenis trio når så langt, må de lige gennem lidt udfordringer.

– Mit fordæk eksploderede pludseligt på vej ned af en stejl bakke ovenfor Gaiole. Jeg når at få cyklen under kontrol, men der er mit Challenge Strada Bianca dæk allerede ødelagt i siden, fortæller Kaptajnen Bjørnsteen.

Slangen er flækket netop der hvor fælgen har fået en lille bule. En sovenier fra Paris-Roubaix. Så vi må en tur i byen og konsultere Jens’ italienske forbindelse: Chippolinis gamle mekaniker.
En halv time efter var der indkøbt to nye dæk. Og fælgen – den rettede den store italiener ud med en papegøjetang.

Strade bianche recon og mødet med Fondazione Molteni

Vi køre en let træningstur på 50-60 km, hvor Pastor Mogensen viser rundt på de bløde bakker i Gaiole-området. Både med og uden sportsgrus.

– Ved et kort kaffestop bliver vi kontaktet af en større gruppe italienske Molteni-ryttere, der ville lave både selfies og video med os. Det viser sig at være søn og datter til Pietro Molten – grundlæggeren af den nu hedengangne Molteni fabrik i Arcore. Mario Molteni (der er præsident for Salmilano) og Pierangela Molteni, har nu stiftet Fondazione Molteni, der har som mål at yde støtte til ryttere, der kommet slemt til skade i cykelløb, fortæller Jens Langergaard.

Mario Molteni og Pierangela Molteni var meget optaget over vore danske Squadra Molteni. Og da vi viser dem billeder af holdet og volvoen, er der pludselig én der udbryder noget på italiensk. Det viser sig, at han rent faktisk har kørt med i Eddys Volvo som dreng.
Vi kører derfra med en fantastisk oplevelse. Et nyt og spændende sponsorat og samarbejde venter forude.

Tåge og tempokørsel.

Søndag morgen. En kold tåge hænger over Chianti. Niels, Kasper Sørensen og Jens får deres første stempel i Eroica-passet – og ruller ud på 135 km. Pastor Mogensen er allerede stukket.
Den kolde tåge skærer gennem uldtrøjerne – helt ind til avisen på maven. Men der skal centralvarme på. Derfor beordrer Kaptajnen hård tempokørsel allerede kort efter start. Det virker.

Sol, sved, støv og ingen snus.

Solen står op over bakkerne ved 8.30 tiden, og kort efter står den på kort-kort. Jens og Kasper er deres rette element på de flade strade bianche sektore, som bliver fortæret med høj fart i hvirvlende hvidt støv.

– Det er lige mig det her. Jeg kan mærke jeg har gode ben i dag, så jeg tager lige en dingerføring på denne her 11 km grussektor, lyder det fra Løjtnant Kasper, der derefter trækker trioen gennem de hvide veje med små 40 km/t.
– Det italienske sportsgrus er af yderst fin kvalitet. Strade Bianche gruset er et persisk tæppe sammenlignet med de stenbrud, som fx Dirty Jutlands grus-segmenter er lavet af, siger Domestique Jens Langergaard, der er kommet afsted uden sin uundværlige dåse Gøteborg Rapé snus.
– Heldigvis er der stimulanser på depoterne i form af lokal rødvin og brandy.

Kvindernes Jens – Baby can I hold you

Lige før en stejl grusstigning, hvor Kaptajnen og Løjtnanten for længst har gearet ned og løsnet den ene tåclips, står en sorthåret Italiens skønhed i vejkanten. Bella Donna.

– Jens laver et hårdt ryk forbi mig, så han kan få tilløb til bakken. Men da Jens ser kvinden, blokerer han bremserne, for han er kommet i tanke om, at han ikke har fået løsnet tåklipsene, og ligger i et alt for tungt gear. Uden at vente på svar, griber Jens kvindens solbrune arm, og siger med stakånde: “Can I hold you, I need to…..”, mere overhører jeg ikke, da jeg er fokuseret på de 25% forude, fortæller Løjtnanten.

En snes kilometer senere får Kaptajnen en punktering. Normalt er det en lynhurtig holdopgave, men Kaptajnen og Løjtnanten ser pludselig, at Jens har efterladt dem i vejsiden.

– Jamen, Jens spotter endnu en smuk italiensk kvinde, som står i vejsiden længere nede af vejen med en punktering. Hun har ingen pumpe, og de slanger hun har med, er en mystisk smal udgave af autoventiler. Så Jens deler rundhåndet ud af vores ekstraslanger, fortæller Kasper.
– Han begynder også at justerer hendes bremser, med da begynder Kaptajnen også at skrabe utålmodigt i gruset med den ene cykelsko.

“Ciao Bello Jens”.…, hører vi kvinden råbe efter os, da vi endelig kan fortsætte vores tur.

Monte Sante Marie er en led kælling.

Vi har hørt fra adskillige ryttere fra Velopress, at der var bakker, hvor man skulle af cyklen og trække. Men Squadra Molteni er ikke ude af tåclipsen én eneste gang. Heller ikke på de djævelsk stejle bakker med sportsgrus på Monte Sante Marie. Vi noterer os, at 8-9 ud af 10 trak op, men derfor behøver man jo ikke selv stå af.

– Når 25 procent på grus i 42-28 napper i lårene handler det om fokus. Hvordan sidder jeg på sadlen. Hvordan lægger jeg trykket. Og hvornår skal slå reaktoren op på 110 procent, fortæller Kaptajnen.
Vores strategi på de stejle passager er, at sende Jens forrest. Og af sine lungers fulde kraft råber han: “Væk, væk, ud til siden” på 2-3 sprog til de mange trækkende ryttere.
Og ja, Monte Sante Marie er en led kælling. Hun kræver sine ofre. Men vi satte ikke en fod i gruset . Det vil sige, at jeg faktisk satte skosnuden ned én gang, da en franskmand på en halvdefekt Peugeot P10 pludselig lagde sig ned i gruset foran mig.

Finalen og halbal i Gaiole.

Vi kører ind i finalen med Kasper på grænsen til kramper, og Jens’ tank er ved at være tom. Men Kaptajnen er i stort overskud. Han trækker gruppen hjem i et malende tempo.

– Vi bliver mødt med medaljer og et inferno af mennesker og fest i gaden i Gaiole. Måske en tand for meget, men det er smag og behag. Og de hygger sig, gu gør de så, lyder det samstemmigt fra Kaptajnen og Løjtnanten.
– Og pastapartyet i det store larmende telt droppede jeg hurtigt til fordel for en stille øl på den lokale, siger Jens, der dog lige skulle giver et interview til La Gazetta della Sport.

Og Pastoren.

Pastor Mogensen var jo over alle bjerge allerede inden vi nåede startstregen. Duracell-kaninen fra Malaga kom i mål efter 209 km og 11 timer rent – og selvfølgelig med en ”skråt op” finger i luften.
Forza Pastore!