Optakt: Tour de Storebælt

Lørdag 11. juni køres Tour de Storebælt, som en er kopi af 2. etape i årets Tour de France. 196 km fra Roskilde til Nyborg, hvor de sidste 20 km er over Storebæltsbroen er på menuen.
Squadra Molteni stiller til start med et stærkt 10-mandshold – og holdet går målrettet efter sejren i stålklassen.

Efter et forår med sejre i Grand Prix Vejle Ådal, Ribe-Tønder-Ribe, Ronde van Borums og Omloop Het Volk Aarhus, er Squadra Molteni storfavorit til at vinde Tour de Storebælt.
Men det er ikke helt uden bekymringer, at sportsdirektør Klaus Maarup Kjærsgaard er ved at lægge taktikken:

– Taktikken. Ja, det bliver ikke let. Der er rigtig mange ryttere til start. Måske også for mange. Vores succes afhænger af, om vi kommer godt fra start. Kommer vi godt fri, og bliver vi ikke fanget bag nogle store grupper, så iværksætter jeg Plan A: Vi stikker vi i højre og venstre, fortæller sportsdirektør Klaus Maarup Kjærsgaard
– Men bliver vi fx. fanget bag flere grupper Rynkeby, der netop har været på weekendkursus i råb- og tegngivning – ja, så risikerer vi at tabe adskillige minutter.

Squadra Molteni stiller til start med Kaptajn Bjørnsteen, Maria Winther, Kasper Sørensen, Eigil Leegaard, Jeppe Thiemer, Lars Munch, Grane Maaløe, Svend Seegert, Jens Langergaard og Kristian Blume

– En del ryttere er stadig i højdetræningslejr på Lolland, og nogle skal lige skal have testet formen af med et par cykelløb – bl.a. det legendariske kermesseløb, Uldum Kriterium, 2 dage før Tour de Storebælt. Men jeg er sikker på, at samtlige ryttere møder op i topform, siger Kaptajn Bjørnsteen.
– Vi kører i al fald for at få “fuld plade”! Altså at vinde stålklassen både individuelt for herre og dame, men også holdkonkurrencen.