To store mestre i kage og softice

Mens vinteren raser over Danmark, har Squadra Moltenis holdlæge Finn Birk sendt Capitan de Route Per Sandahl på intensiv træningsophold i sydspanien.

– Det er stadig de høje salbutamolværdier der driller. Vi havde egentlig regnet ud, at de meget høje værdier stammede fra en skaldyrsforgiftning i forbindelse med mallorcansk paella. Men nu er der kommet en ny teori på banen, forklarer Finn Birk.

Den nye teori går på, at Per Sandahls ene nyre ikke kan omsætte de store mængder af kage og softice, som Per er forfalden til.
Per Sandahl parerede selvfølgelig ordre, og rejste øjeblikkeligt til Calpe i det sydlige Spanien. Men Per er ikke helt enig i holdlægens teori.

– Eddy spiste meget kage, fortæller Per Sandahl fra en mønttelefon på “Pinocchi Crepes & Snack-bar”.
– Og Eddy spiste også meget soft-ice.

 

Fra Squadra Moltenis HQ i Vejle tages det hele med sindsdsro.

– Jeg har talt med Per, og han fortæller, at han kan træde 800-900 Watt i 30 minutter efter en stor softice og et stykke kage, lyder det fra Kaptajn Bjørnsteen.
– Det er gode nyheder og det er vigtige forberedelser Per er nede og lave. Vi forventer at se Per i spidsen af “Der Orange Eksprestog” i adskillige holdløb i den kommende sæson. Og det kræver en god ballast af kage og soft-ice.