Wildcard til Squadra Molteni

Efter intens og målrettet lobbyarbejde har Squadra Molteni allerede sikret sig et wildcard til Grand Depart ved Tour de France 2021.

I det tidlige forår blev det besluttet, at holdets globetrotter Kristian Blume skulle rejse til Tour de France Grand Depart i Bruxelles, for at være med til at markere 50-året for Eddy Merckx’s første toursejr. Men der var selvfølgelig også en skjult dagsorden: at forsøge at påvirke Christian Prudhomme, så Squadra Molteni kunne komme i betragting til et wildcard i 2021, der samtidig er 50-året for Eddy Merckx’s første Tour de France sejr i Molteni-trøjen.

– Jeg havde forberedt mig grundigt. De sidste 3 uger har jeg pløjet mine gamle franskbøger fra gymnasiet igennem og den orange Colnago Eddy Merckx cykel var poleret 3 gange med Turtle Wax, fortæller Kristian Bulme.

Efter at have gennemkørt første etape Bruxelles – Bruxelles, satte Blume kursen mod Grand Depart området. Her var det ikke let at komme frem

– Jeg blev hele tiden stoppet af cykeltourister, VeloNews, TV2 og DR, der ville have interviews og taget fotos af mig og min cykel. Men det lykkedes mig efter 2,5 time, at komme helt frem til VIP-området, fortæller Blume.
Christian Prudhomme og jeg fik en god snak – og han sagde ordret til mig “See you in Copenhagen in 2 years”.

Efter denne lovning på et wildcard går døren op i en sort Limosine bag Prudhomme – og ud stiger Eddy Merckx og Prins Albert af Monaco. Eddy Merckx peger på Blume og den orange Colnago Eddy Merckx cykel – og straks efter kommer en mand løbende med en sprittush. Et øjeblik tror Prins Albert, at det er ham, der skal skrive en autograf – men Eddy har allerede bukket sig ned og er ved at skrive sin autograf på overrøret.

– Jeg må sku indrømme, at jeg stod som nærmest ramt af lynet. Jeg tror kun jeg kun fik sagt “Merci, merci, merci”, lyder det fra Blume.

Kristian Blume kan nu efter en veloverstået og gennemført mission holde ferie med hustru og børn i det franske.