Trouée d’Arenberg – 5 stjerner.

Der var engang, hvor 5 stjerner var almindelig anerkendt for at karakterisere det ypperste eller mest spektakulære indenfor et udvalgt segment. Skalaen hed således 1-5 og der var ikke noget svans med halve stjerner eller uvorne opkomlinge der brugte 6 af dem. Der var heller ingen hoteller der mente at de gjorde sig fortjent til 7! Sådan var det f.eks. også i 1968.

1968 var på mange måder et skelsættende år. Det bliver dog overvejende husket for optøjer, død og ødelæggelse og så måske lige Apollo 8, der kredsede om månen og tog det ikoniske billede kaldet ”Earthrise”. Det er dog en helt anden begivenhed, vi fokuserer på her.

I årene efter 2. Verdenskrig var Frankrigs arrede infrastruktur blevet genopbygget til stor glæde for horderne af nye Citroen-bilejere, der ydermere efterspurgte jævn og glat asfaltbelægning. Fint nok, men paradoksalt gav dette fremskridt store panderynker for Paris-Roubaix arrangøren, ASO. I 1965 var der kun 22 km brostenspavéer tilbage på den 265,5 km lange rute og da 1967-udgaven blev vundet i en sprint mellem 15 ryttere (15!!) var bægeret fyldt.
Jacques Goddet, løbets direktør var RASENDE og nogenlunde ordret lød det således til hans rutedesigner:

”Jeg er pissehamrende ligeglad med om dén spurt var spændende eller ej. Parix-Roubaix er for nem når 15 mand sprinter om det. Find nogle flere brosten i en allerhelvedes fart. For min skyld kan vi køre omgange i Ribe, sålænge det bare gør løbet sværere”.

Heldigvis kom problemerne Anquetils gamle Capitaine de Route, Jean Stablinski, for øre. Stablinski var vokset op i regionen, havde arbejdet i en nærliggende kulmine og kunne straks præsentere et godt bud: Wallers-Arenberg. Straks igangsattes inspektion og forslag til ruteomlægning og Goddet kom da også besøg da 1968-layoutet skulle endeligt konfirmeres. Nu var Goddet dog ikke rasende mere – han var forfærdet!

”Nej, altså – det her er for vanskeligt, for farligt, for meget… Alt for meget”, udbrød han.

Diskussionen fortsatte dog og udkommet blev at Trouée d’Arenberg’s 2,4 km infame brostensbelægning for første gang blev indlemmet i Paris-Roubaix ruten i 1968.

”There’s no way to imagine this race without extreme difficulty. It’s called the Hell of the North, after all”.
Citat: Gilbert Duclos-Lassalle, vinder 1992, 1993.

Kan man sige at tilføjelsen af Arenberg reddede løbet fra at blive udvandet og ”forfalde” til et sprinterløb? Måske ikke, men det har afgjort bidraget til at genskabe løbets hårdhed og dermed ferniseret det mytiske, episke, dramatiske renomme denne ”Klassikernes dronning” altid har besiddet.

Selve løbet den 7. april 1968 blev i øvrigt vundet af Eddy Merckx. Eddy ledte et 4-mandsudbud over 30 km frem mod Velodromen, hvor han spurtbesejrede Van Springel og holdt 1 min 37 sek til Godefroot. Det var hans første sejr i løbet.
Det giver 5 stjerner.

 

Trouée d’Arenberg er sammen med Mons-en-Pévèle og Carrefour de l’Arbre de teknisk vanskeligste pavéer i løbet. De klassificeres med 5 stjerner.
Og Jean Stablinski? Ja, han er død, men der står en mindesten til hans ære i venstre side af vejen ved indkørslen til Arenberg.
Det er god stil!
Squadra Molteni giver 5 stjerner og hilser med respekt om blot 4 uger, når det Orange Eksprestog buldrer forbi!

Der er 26 dage til …
Forza!