15. etape: Ulbølle – Ulbølle, Bastilledag på Sydfyn

Col de Golf, partisansøm, Bastille-angreb, en kyssepige på et bolværk og en eksplosiv drikkedunk! – det er ingredienserne på dagens Tour de Denmark, der nu er nået til Fyn.

Dagens 1. halvetape gik gennem de sydfynske Ardenner med Col d’Diernes, Col d’Æselbakken og Col d’ Golf – alle stigningerne er udenfor kategori.

Regn og vind á la en nordvest kuling med vindstød af stormstyrke, det var det, der ramte feltet, da det snoede sig ud af Ulbølle. Knapt var rytterne kommet forbi byskiltet, før Squadra Molteni stak i højre og venstre. Domestique Carsten Jakobsen havde fået lov til at køre sin chance på dagens etape og dén mulighed greb han, mens resten af holdet bakkede af.

På vej mod Faaborg og de kategoriserede stigninger kunne jeg mærke måneders indebrændte coronafrustrationer udløses gennem det konstante tråd i pedalerne, fortæller Carsten Jakobsen

Partisansøm

På de rullende bakker ved Nap så Jakobsen pludselig i et glimt skyggen af en Peugeottrøje, som forsvandt bag en busk. Umiddelbart efter lød to pift fra Clement-ringene, og begge hjul var flade.

Situationen mindede om Tour de France 1904, glasskår og partisansøm over hele vejen, lyder det fra Carsten Jakobsen

Efter at have skiftet slanger fortsatte Domestique Jakobsen sin færd vestpå i stormvejret for at nå op til feltet. Bunden af Col d’Diernæs blev nået uden yderligere chikane fra Team Peugeot’s håndlangere. Efter at have forceret stigningen kunne han se feltet forude.

Molteni holdt feltet i et jerngreb indtil Jakobsen dukkede op igen, lyder det fra Kaptajn Bjørnsteen.

Bastille-angreb fra Peugeot

På Col d’Æselbakken rykkede Molteni igen og på de sidste meter af den legendariske Col d’Golf skabtes et hul til feltet for Jakobsen, der igen kom fri. Golfkuglerne føg pludselig om ørerne på rytterne på vej op, og flere ryttere fra Team Brooklyn blev ramt.

Thomas Marker blev ramt adskillige gange! Det var tydeligt et koordineret Bastille-angreb fra en Peugeot-venlig fynsk milits bestående af vrede pensionister i golfbiler, fortæller Grane Maaløe.

Bolværk og kyssepige

I bunden af nedkørslen spændte Domestique Jakobsen tåclipsremmene og smed kæden helt ud på akslen og i rasende tempo nåede han målet på Faaborg Havn, hvor stregen var placeret en halv meter fra bolværket. Formodentlig endnu en svinestreg fra Team Peugeot!

Jeg nåede lige at smide rammen rundt om en lettere korpulent tysk sejler, for ikke at ryge i havnebassinet. Jeg endte i favnen på en af løbets kyssepiger, så etapen endte helt fantastisk smiler Jakobsen med højre side af ansigtet indsmurt i rød læbestift.

Enkelstart og eksploderende drikkedunk

Dagens 2. halvetape var en 28 km enkeltstart mellem Faaborg og dagens start og målby Ulbølle. Rytterne skulle forcere den lange seje stigning fra Faaborg gennem Svanninge Bjerge til den historiske by Korinth.
Tydeligt opstemt af mødet med kyssepigen var Jakobsen stadig flyvende. Han susede gennem Korinth og videre til Krarup hvor kragerne vender og videre mod den fynske udgave af Sibirien. Vel på den anden side af de hullede og mudrede grusveje nåede Jakobsen målet uden problemer.

”Enkeltstarten forløb uden problemer. Den eneste episode var, da min drikkedunk pludselig eksploderede! Proppen røg af med et brag på vej ud af Faaborg. Om det er er trick fra et af de konkurrerende hold, eller det er fordi kyssepigen hældte champagne i dunken, ved jeg ikke helt.”

Forza Carsten Jacobsen
Forza Molteni

15. etape: Ulbølle – Ulbølle
1. Carsten Jacobsen, Squadra Molteni

Klassement:
1. Carsten Jacobsen, Squadra Molteni
2. Jens Langergaard, Squadra Molteni
3. Svend Seegert, Squadra Molteni
4. Kristian Blume, Squadra Molteni
5. Niels Bjørnsteen, Squadra Molteni
6. Jeppe Thiemer, Squadra Molteni
7. Grane Wunderbein Maaløe, Squadra Molteni
8. Jens Stærk Bojesen, Squadra Molteni
9. Lars Munch Larsen, Squadra Molteni
10. Per Sandahl, Squadra Molteni

DQ Morten Mejsen, Peugeot Re-Cycled

Hviledags-klassement:
1.Jesper ”de Vlaeminck” Viktor Larsen, Brooklyn
2. Pelle Clemmesen, Peugeot Re-Cycled

Hold:
1. Squadra Molteni
2. Peugeot Re-Cycled