16. etape: Enkelstart Grejsdalen – Herning

Vi er nået til 16. og tredje sidste etape af Tour de Denmark. I dag ventede der rytterne en 70 km lang enkelstart fra Grejsdalen, op på den jyske højderyg, ud på den flade hede og til Herning. En enkelstart i modvind hele vejen.

Lad mig slå det fast med det samme: at lægge en enkelstart på 70 km den anden sidste dag på en grand tour er vildt. At ruten tilmed er i modvind hele vejen er morderisk.

Ordene kom fra Kaptajn Bjørnsteen kort før starten. Det var umuligt at få en uddybende kommentar, for han var allerede gået i boks. Molteni-kasketten var vendt om. Han var klar!

Grejsdalen

Starten på enkeltstarten var henlagt til Grejsdalen i Vejle, som er Danmarks største kløft. Det er en 5 km lang snoet dal med 50-70 m høje, skovklædte skrænter på begge sider. Grejsdalen regnes af mange blandt de smukkeste steder i Danmark. Som noget helt unikt, findes der et klippefremspring i Grejsdalen. I Danmark (udover Bornholm) er det ikke normalt, at se klipper stikke op fra undergrunden. Klipperne i Grejsdalen består af kildekalk. Dette materiale var et meget brugt byggemateriale til at bygge nogle af de første stenkirker i Danmark. I området omkring Grejsdalen er stenarten bl.a. brugt til kirkerne i Hornstrup, Hover, Jelling og Grejsdal Kirke.

Foto: visitvejleblog.dk – læs mere på: www.visitvejleblog.dk/5-ting-du-skal-vide-foer-dit-eventyr-i-grejsdalen/

Opad i 24 km til Den Jyske Højderyg

Den morderiske enkeltstartsrute begynder at stige fra km 0 i Grejsdalen – og stiger konstant de næste 24 km. Fra ca. 6 m.o.h. i Grejsdalen til 127 m.o.h. ved Kollemorten. Stigningsprocenten er ikke stor, men den er der. 24 km enerverende “falsk fladt”.
I Kollemorten er vi ikke mange kilometer fra Gudenåens udspring. Vi er nu oppe på Den Jyske Højderyg. Det er her vejret som regel arter sig på en helt anden måde end i Vejle. Luft og og vejr fra vest eller nordvest rammer højderyggen – og bliver til store mørke skyer. Ofte med regn.

Jeg kom godt fra start. Jeg ramte en god rytme på den lange stigning op til Kollemorten. Men så kom regnen selvfølgelig kort før Tyregod. Og vinden tiltog. Jeg led virkelig dér. Men da jeg kommer ud på landevejen fra Brande mod Arnborg rammer jeg en mur af vind, fortæller Bjørnsteen

Landevej 184 i tunnelsyn

Landevejen Brande – Arnborg – Herning er en af de mest frygtede landeveje for cykelryttere. Vejen er stort set snorlige og helt flad. Og vinden kommer næsten altid lige forfra eller skråt forfra.

Jeg led endnu mere på den skide landevej 184. Jeg lå nærmest helt ned over styret i Moser-stil – og jeg måtte kæmpe som en sindsyg for at holde farten over de 30 km/t, fortæller Bjørnsteen. De sidste 12 km fra Arnborg og ind mod Herning husker jeg kun svagt. Det var som at køre i en tunnel.

Selvom Kaptajn Bjørnsteen ikke selv kan huske de sidste kilometer, så blev det til dagens bedste tid2:13:01. Dermed er han i spidsen for Tour de Denmark inden næstsidste etape.

Forza Kaptajn Bjørnsteen
Forza Molteni

16. etape: Grejsdalen – Herning
1. Niels Bjørnsteen, Squadra Molteni

Klassement:
1. Niels Bjørnsteen, Squadra Molteni
2. Carsten Jacobsen, Squadra Molteni
3. Jens Langergaard, Squadra Molteni
4. Svend Seegert, Squadra Molteni
5. Kristian Blume, Squadra Molteni
6. Jeppe Thiemer, Squadra Molteni
7. Grane Wunderbein Maaløe, Squadra Molteni
8. Jens Stærk Bojesen, Squadra Molteni
9. Lars Munch Larsen, Squadra Molteni
10. Per Sandahl, Squadra Molteni

DQ Morten Mejsen, Peugeot Re-Cycled

Hviledags-klassement:
1.Jesper ”de Vlaeminck” Viktor Larsen, Brooklyn
2. Pelle Clemmesen, Peugeot Re-Cycled

Hold:
1. Squadra Molteni
2. Peugeot Re-Cycled