Der er næppe noget der swinger – som Uldum by night – hele hovedgaden emmer – af landmænd fit for fight – Det si’r sig selv, det si’r sig selv – well well well well – det si’r sig selv …
Squadra Molteni havde sendt Kaptajn Bjørnsteen, supersprinter Grane Wunderbein – og stagiaire Holger til Criterium Uldum.
Uldum Cykelmotion og Velovers havde banket et klasse-Criterium op af de bølgende marker. Kolort var nænsomt fejet af sognevejene – og ved Uldum Mølle var der røg, damp og orgelmusik.
Godt 50 ryttere var fit for fight – og klar til 60 minutter på en 6 km rundstrækning.
Efter en masteromgang på bagsmækken ef en Ford T, blev der lukket op: Carbon, lycra og skarpe albuer – og en fart på midt i 40’erne. Kaptajn Bjørnsteen nåede lige at kaste stålcyklen ud i grusrabatten og overhale 10-15 ryttere indenom – og kom med frontgruppen, da den gled afsted.
Grane og Holger bakkede loyalt af. Eller så var det fordi, at de netop havde trukket deres astmaspray op af lommen, da der blev rykket…
Bjørnsteen hang på frontgruppen hele vejen til mål – mens Grane hamrede i bordet og viste, at Wunderbein så let som ingenting kunne vinde spurten i forfølgergruppen.
3. halvleg bød på grillpølser, mørkt kvalitetsøl og fantastisk hyggeligt selskab. Og endnu mere orgel og røg.
Tak til for et klassearrangement til Uldum Cykelmotion og Stefan Holm Frederiksen.
Og tak til Velovers, for at sponsorere Kaptajn Bjørnsteen med en ny Anti-Strava-Total-Offline-Unplough træningsdagbog. Lige til at have i ryglommen.


