Squadra Molteni havde kaptajn Niels Bjørnsteen, løjtnant Kasper Sørensen og Maria Winther med til “EM Motionsløb 2017” – motionsløbet på 60 km inden proffernes EM i Herning.
Over 500 ryttere stod klar ved startstregen, for at prøve kræfter med EM-ruten. Ruten havde to meget små stigninger, var regnvåd og en del sidevindsstykker.
Efter startskudet blev der kørt fuld gas med det samme. Både Niels og Kasper fik kæmpet sig frem i spidsen af det kæmpe store felt. Men allerede ude på første omgang, bliver Kasper ramt af syreophobning. I følge Per Sandahl, er det et typisk tegn på, at der er drukket for lidt rom aftnen før! Kasper prøvede at få benene rundt, men de skreg på DNF.
Bedre gik det for Niels. Han fik hægtet sig på det ca. 60 mand store førefeltet, da det kørte væk allerede efter 20 km. Et felt, hvor Klaus Michael Møller og Rolf Sørensen sad. Her gik det virkelig stærkt. Farten lå på de lige strækninger i sidevinden tæt på 45-48 km/t.
Det gik så stærkt, at jeg end ikke overvejede et TV-udbrud, for at vise det gamle stål frem. Jeg gemte mig pænt nede i den bagerste del af feltet. Men hold kæft det gik stærkt, fortæller Niels
Det lykkedes kaptajnen at hænge på førefeltet helt frem til 400 meter før mål. Her sker der et stort massestyrt fremme i feltet. Niels må lave en katastrofeopbremsning og en vild undvigemanøvre, for at undgå at ryge med ned. En lille håndfuld ryttere røg i asfalten – inkl. Rolf Sørensen.
Kaptajn Bjørnsteen slutter som nr. 46 kun 30 sekunder efter vinderen – og med næsten 42 km/t i snit!
Maria kørte et godt og veldisponeret løb med 31 km/t i snit og fik en flot og sikker førsteplads for kvinder på stålcykel – og en placering som nr. 395 ud af 538.