Tema: Tour de Danmark
Dagens etape var en af de længere på godt 103 km og over 1000 højdemeter. Etapen var ellers tiltænkt Squadra Moltenis bjergrytter Eigil leegaard, men dieselmotoren Svend Seegert, som blev sendt afsted i et solo morgenudbrud, holdte hele vejen til mål.
Jeg gik i udbrud fra start og slog dieselen til. Turen gik ud gennem Århus Ådal – i starten langs Brabrandsøen og dernæst ud i den virkelige verden, fortæller Svend Seegert.
Etapen bød på mange alvorlige bakker – bl.a. Col de Trindballevej (bakken op mod Ormslev), Col de Stjær og Col de Yding Skovhøj (Cima Coppi) – og var bestemt ikke uden drama:
Jeg måtte grave dybt flere gange og jeg led på den langstrakte højderyg over mod Illerup, som har givet navn til Illerup Ådal, hvor der mindst to gange i 200 tallet var vældige slag mellem store hære, fortæller Svend Seegert.
Efter nedkørslen mod Alken ved Mossø og rundt langs den østlige ende begyndte opstigningen til Col de Yding Skovhøj – etapens og (Danmarks) tag med 173 meter.
Jeg spejdede forgæves efter tilskuere med aviser til at tage på maven, men kastede mig alligevel over de næste næsten 8 km’s uafbrudt nedkørsel ned til Voervadsbro, gennem et herligt afvekslende landskab over til Gl. Rye (få kilometer fra Col de Himmelbjerget), og dernæst en lang sej unavngiven stigning til maleriske Boes og derefter med op til over 70 i timen ned gennem skoven og tilbage til Alken, lyder det fra Svend Seegert.
Retur ved Brabrandsøens maleriske vande og de ikoniske ”Tre broer” begyndte Svend Seegert for alvor at tro på, at det vanvittige urealistiske udbrud kunne holde hjem. Med en gennemsnitsfart, der helt sikkert lå så højt, at ingen ville tro det var rigtigt, hvis det var kendt og blev gjort offentligt på nymodens platforme som Stramin, hamrede Svend ind i Aarhus – gennem 3 lyskryds med armene i vejret – og krydsede målstregen i vild jubel på Ingerslev Boulevard.
Forza Svend.
Forza Molteni
3. Etape:
1. Svend Seegert, Squadra Molteni
Klassement:
1. Svend Seegert, Squadra Molteni
2. Niels Bjørnsteen, Squadra Molteni
3. Kristian Blume, Squadra Molteni
Hold:
1. Squadra Molteni






