Vi kører ind i Oudenaarde en blygrå fredag eftermiddag. De flamske flag langs gaden hænger dovent ned fra flagstængerne. Byen ligger øde. Husene har nedrullede skodder. Men vi skal heldigvis bo i et gammelt kloster, der oser af historie.
Regnen kommer i korte kraftige byger. Solen kikker også frem – indimellem. Vi er hurtigt ude på rammerne. 40 km fortræning – med smagsprøver på nogle af hellingene.
Vi når ud til Oude Kwaremont, mens en kraftig regnbyge er ved at dryppe af. Paterberg og Koppenberg ligger og viser våde tænder.
Men vi kommer op.
Fortræningen bliver evalueret over kolde mørke belgiske øl. Der lukkes luft ud af dækkene og cyklerne rengøres
– med en toiletbørste.
Aftensmaden spises på en italiensk restaurant, som Google og Blumes mobil siger er åben, men i virkeligheden er den lukket.
Så vi spiser på japansk sushi-wok-restaurant fra Nepal.
Lørdag morgen ruller vi ud i regnen. 114 km, 16 hellingen og 1500 højdemeter ligger og venter i det våde ikoniske landskab.
Vores Ronde van Vlaanderen.
Pletter med blå himmel dukker op, og vi rammer Koppenberg i sol, men allerede på vej mod Eikenberg kommer regnen igen. Vi kører mod øst i regn og sol.
Regnjakker ryger af og på. Og af og på…
I Geraardsbergen er der mennesker. Endda lørdagsmarkedsfest. Old school med karuseller, lirekassemand og flamske flag.
Og et pizzeria, hvor ejeren fra Antalya, for 18 år siden havde en kæreste fra København. Vi kender hende ikke, selvom vi ser fotos.
Muur van Geraardsbergen skærer tænder i høj sol – men på våde brosten.
Solen bliver ved med at varme os, mens vi kører mod vest. På toppen af Kanarienberg, eller var det Taaienberg, møder vi en busfuld belgiske pensionister, der er ude og lufte deres vandrestave.
De kender godt Merckx og Molteni.
Kaptajnen og Grane går sukkerkolde, men bliver reddet af en håndfuld vingummicolaer.
Skyerne trækker sig sammen og skifter farve fra antracitgrå til sort da vi bestiger Oude Kruisberg. Kort efter regner det igen.
Og da vi rammer Oude Kwaremont stilner regnen af. Vi slutter af med Paterberg, der med sine 21% hiver de sidste kræfter ud af benene.
Nu er der kun finalen tilbage – og der bliver givet fuld gas mod Oudenaarde.
Der er (stadig) lidt diskussion om, hvem der kom først hjem – og hvilke målstreg der blev kørt til. Måske er det Jeppe. Måske Lars.
Det er dog helt sikkert, at Grane og Kaptajnen er de første på det lokale værtshus, hvor de belgiske brosten bliver skyllet ned med kulsort øl.
Jeppe kommer til. Han kan lige nå en hurtig øl inden han skal tilbage til klosteret, hvor han skal lave en foto-shoot for Euroman.
Apropos øl, så bliver middagen indtaget på det lokale bryggeri, der også er en restaurant. Burgerne er gode, men den naturgærede øl er ikke noget for Squadra Molteni. Så vi drikker ud – af pligt, og går hjem til vores kloster, hvor der heldigvis er mørke øl på køl.
Vi kører fra i Oudenaarde søndag formiddag. Byen ligger øde og søvnig med nedrullede skodder. De flamske flag hænger stadig dovent ned fra flagstængerne.
Og der er et enkelt flag mindre i gaden.
Forza Molteni.
Forza Vlaandern.