Squadra Molteni stillede med Niels Bjørnsteen og Grane Maaløe til start ved Munkebjerg Classic. Kasper var i dag udlånt, og kørte Fyen Rundt på udlån.
Et løb på 100 km – men med et lidt specielt setup: Der køres med masterbil de første 65 km.
Under disse 65 km er der indlagt 4 spurter. Den fjerde spurt er på toppen af Munkebjergbakken.
De sidste 35 km bliver løbet givet frit – og løbet slutter på toppen af Munkebjergbakken anden gang.
Alt blev sat ind på Munkebjerg Classic-spurterne
Niels Bjørnsteen og Grane Maaløe stillede op for at køre nogle spurter – og for at vise, at stål og uld godt kan begå sig i en spurt.
Første spurt, der viste sig at være op af en jævn bakke, var efter godt 35 km.
Niels og Grane lå i en god position, da spurten blev givet fri. Med godt 300 meter til stregen kørte Niels 100%.
Grane kørte med lige i slipstrømmen. Men! Med ca. 150 meter igen slog Niels ud, helt brændt ud – og Grane fortsatte lidt endnu – inden han også brændte ud.
Første spurt var en fiasko. Intet mindre.
Anden spurt: Flad og hurtig
Det gik bedre ved anden spurt. Det var en flad spurt.
Også her fik Niels og Grane placeret sig perfekt. Men de havde lært lektien – og ventede tålmodigt med at tænde op for afterburneren.
Det blev en tæt spurt – og Niels fik presset sig ind på en 5. plads – og Grane på en 6-7 plads.
Tredje spurt: Lang bakkespurt.
Her sad Grane over.
Niels havde egentlig også besluttet at sidde over, men han kom ind på bakke med så god fart, at han alligevel besluttede, at lukke op for fuld power.
I et monstergear rykkede han forbi en gruppe, der var gået syredøde – og endte på en 3. plads.
Fjerde spurt: Flad i medvind
Langs Veje Fjord.
Da spurten blev givet fri lå Grane og Niels helt fremme. Grane fik udset sig et godt og hurtigt hjul, mens Niels prøvede lykken i modsatte side af vejen.
Grane fik kørt sig til en flot 4. plads – og Niels en 6-7 plads.
Sidste spurt: Munkebjerg
Den på toppen af Munkebjerg – taler vi ikke om…
Med ca. 2 km til foden af Munkebjerg lavede Niels et TV-udbrud. Han rykkede fra feltet, der på det tidspunkt i medvinden lå og kørte 45-48 km/t.
Det lykkedes Niels at få et stort hul på 50-60 meter – men da han ramte Munkebjergbakken var tanken tom.
Hellere dø med stil!
Niels fik dog kæmpet sig op – og fik kontakt med en god gruppe, som han kørte med de sidste 30 km.
Grane kom også godt op af Munkebjerg – og fik kontakt med en god gruppe. Men Grane fik også besøg af nogle fæle kramper, der bed sig godt fast på sidste opkørsel af Munkebjerg.
Men Grane slog over på “damage control” – og kom godt i mål nogle minuttere efter Niels.
Munkebjerg Classic 2015, med godt 80 ryttere til start.
Et rigtig godt og anderledes motionscykelløb.