B R E A K I N G: Claus Bech skriver stagiaire-kontrakt med Squadra Molteni. Den tidligere A-rytter og stadig meget aktive rytter, Claus Bech fra Sønderborg, skal køre som stagiaire for Squadra Molteni i 2020.
Jeg er meget stolt af at kunne offentliggøre, at Squadra Molteni har tegnet en stagiaire-kontrakt med Claus Bech. Claus var væddeløber på de øverste hylder 1971 til 1980. Året hvor Eddy Merckx stoppede (1978, red.) rykkede Claus op i A-klassen, hvor det også lykkedes at komme på skamlen nogle gange, lyder det fra Kaptajn Bjørnsteen fra Molteni HQ.
Ud over hjemlige A- og B-løb i 1970’erne, kørte Claus også en del gadeløb, både herhjemme, men også i Tyskland. Siden har Claus bevaret kærligheden og lysten til at køre på cykel.
De sidste 25 år har jeg i foråret trænet på Mallorca, ligesom det er blevet til en del ture i det Norditalienske, Alpeturen og en gang Coast to Coast i Pyrenæerne, fortæller Claus Bech.
Claus har en flot orange Colnago fra 1974. Mange af delene, er de originale dele, som han brugte, da han kørte løb i 70’erne.
Jeg drømte om at køre som professionel dengang sidst i 1970’erne som A-rytter. Og nu, endelig efter 40 år, har jeg tegnet kontrakt med et hold, der har både servicebil og holdbus. Jeg ser virkelig frem til at skulle køre på hold med Squadra Molteni, griner Claus Bech.

