Fyen Rundt 2018 – Rouleurnes dag

Holdet var klar. Taktikken var på plads og målet var podieplaceringer til Kaptajnen og Løjtnanten. Men det blev rouleurne Langergaard og Jacobsen, der fik de bedste placeringer.

Kort før start var der taktikmøde på startstregen. Her blev de sidste taktiske justeringer beordret af Per Sandahl: “Ned i styrbukningen, og så kører I ellers som I plejer”.

 

Og så gik det ellers der’u’a, som det hedder på fynsk. Og det gik stærkt. Så stærkt, at der efter godt 20 km kun var 5 mand i front.

– Jeg tog nogle dybe føringer på de første små bakker. Jeg ser mig tilbage, og kan se, at Kaptajnen skærer tænder – så jeg vidste, at tempoet var tilpas højt. Men næste gang jeg ser mig tilbage, er vi kun 5 mand tilbage. Resten af feltet er sat, fortæller Løjtnant Kasper Sørensen.

Længere nede i hovedfeltet sad Jens Langergaard og Carsten Jacobsen og bakkede af.

Kaptajnen og Løjtnanten er toneangivende i det der nu er et alvorligt udbrud. Den legendariske Vissenbjerg Bakke bliver forceret i højt tempo (så højt, at Kasper får 4. bedste tid, Niels 10. bedste tid ud af de 305 ryttere). Kort efter gælder det det bakkede terræn omkring Søndersø.

– Ved Søndersø hamre Kasper gashåndtaget i bund over et par små bakker og et par tekniske nedkørsler – og vi får faktisk 30 meter hul, men vi har lidt for langt til mål til at køre parløb, siger Niels Bjørnsteen.

Men kort efter sker der det, der ikke må ske. I et sving viser en trafikofficial, der iført hovedtelefoner står med næsen begravet i sin mobiltelefon, føregruppen forkert! Efter ca godt 6 km i forkerte retning, må gruppen vende om.

– Det er simpelthen for ringe. Vi havde godt fat i gruppen, og var ved at gøres os klar til at rykke på skift. Vi kunne allerede lugte podiepladserne – og så bliver vores løb spoleret af sådan klaphat, der står og leger med snap-chat, lyder det fra Kasper.

Imens holder Langergaard og Jacobsen sig til ruten, kører et flot løb – og kommer i mål godt 6 minutter før Bjørnsteen og Sørensen.

– Langergaard og Jacobsen kørte et godt og klogt løb – og de reddede Squadra Moltenis ære, lyder det fra Kaptajn Niels Bjørnsteen.

– Ja, det blev rouleurnes dag, griner Carsten Jacobsen. Men det er da klart, at Kaptajnen og Løjtnanten vi er skuffede. Men det er hurtigt glemt, når vi nu står her i målområder med en Fyen-Rundt-Burger og en mørk Odense Classic i hånden.