Molteni-rytter indtager podiet som kyssemand

Squadra Molteni går som bekendt ind for kyssepiger når der er mænd på podiet. Men når der er piger på podiet, skal de naturligvis have en kyssemand.

Ved VM-Cykelstafetten i Rudersdal søndag deltog Squadra Moltenis Jens Langergaard på en halvmoderne Litespeed Ghisallo titanium racer i Velopress Jersey på holdet Grundstof 22, men i mål blev der skiftet til Molteni trøjen og Jens blev hevet på podiet som kyssemand til de hurtigste kvinder i VM-Cykelstafetten.

Det er jo en opgave man ikke siger nej til. Vi hylder traditionen med at der til mændenes podie skal være kyssepiger og ligesom vi hilser det velkomment at flere og flere kvinder kommer ud at cykle stiller vi os også gerne til rådighed som kyssemænd til kvindernes podie,” siger Jens Langergaard, der sammen med Lars Bryde på grundstof 22 blev 2. hurtigste Velopress hold til Cykelstafetten.

Reglerne var tre på hvert hold, men vores tredie mand dukkede ikke op, så Lars og jeg fik lidt flere kilometer i benene end de andre hold. Vi kører 17 omgange tilsammen men gør det sølle 22 sekunder langsommere end Banani-holdet som havde tre stærke ryttere,” siger Jens Langergaard.