(Opdateret) Squadra Molteni, der har tradition for, at blande sig i spidsen af feltet, sender et stærkt hold til det klassiske Kroppedal Grand Prix.
Det er et råstærkt hold Squadra Molteni sender til Kroppedal Grand Prix 2017.
Squadra Molteni har udtaget pavéspecialist Jens Langergaard, Løjtnant Kasper Sørensen og Kaptajn Niels Bjørnsteen. Derudover stiller “Monsieur Mount Blanc” Kristian Blume op for Squadra Molteni som stagiaire. Sidste års vinder Mark Pedersen er selvfølgelig også udtaget, men har endnu ikke meldt klar. Det er noget med nogle blodposer, som er blevet væk for PostNord, lyder det fra Squadra Moltenis HQ.
UPDATE: blodposerne er kommet frem – og Mark stiller til start.
Og som noget nyt satser Squadra Molteni også på at vinde kvindeklassen.
Donna Maria Winter er i kanonform og topklar til Kroppedal. Hun må være storfavorit til at vinde kvindeklassen. Vores Chefcoach Per Sandahl har haft Maria ude på specialtræning på de lange midtjyske gruspavéer, og han melder “alt klar på heden“, via en skrattende Nokia 3310, fortæller Kaptajn Bjørnsteen.
Taktikken – tja, det er vel ikke nogen overraskelse: Squadra Molteni kommer til at stikke i højre og venstre … og alt andet end en dobbeltsejr vil være en skuffelse.