Nogen drager til Mekka. Nogle rejser til Graceland, Memphis, Tennessee. Andre skal gå El Camino. Men hvis man har hang til gamle stålcykler, tå-clipspedaler og banancykelhjelme – så SKAL man til Eroica di Gaiole i Chanti.
Tanker i den tynde luft
De første tanker om Eroica di Gaiole kom på vej op af den 45 km lange opkørsel fra Granada til Pico de Veleta (3398 moh). Pastor Mogensen havde i sensommeren 2017 indbudt Squadra Molteni til La Acero Vuelta. På løbets kongebjergetape – helt der oppe i den tynde luft på europas højeste vej. Dér hvor bjerget støder på himlen, og hvor asfalten går over i en elendig hullet grusvej – ja, mange steder kan man ikke engang kalde det en vej – dér faldt de første luftfattige bemærkninger fra Kaptajn Bjørnsteen:
Der er fandme bedre grusveje i Toscana.
Strada Bianca det er sku klasse.
Dét skal vi prøve.
Eroica Gaiole.
Ja.
Herefter – og gennem det næste års tid fortsatte tankerne over et par håndfulde telegrammer frem og tilbage mellem Vejle og Malaga – indtil Pastor Mogensen via den sædvanlige indre diskussion overbevidste sig selv:
Og her gik jeg og troede, at retrocyklings var for sjov. Et sted hvor man kunne søge hen, når bentøj og moral var væk. Et slags cykelrefugie for ældre mænd med hang til legitimt at pudse med Autosol og tvangskommentere idioti på den blå avis, samtidig med at ansigtet på profilbilledet blev større og større – i stedet for at kigge djævlen i øjnene. En sidste gang.
Men ak nej. Rollespilssporten melder 11 vip med ubeset hånd, når der bliver bedækket bord til Gajolløbet i Kianti (IT). Forplejningszoner med brød, vand og vin, som historien foreskriver. Ruter så barske, at de er forbudte for folk over 64 år. Brutale stigninger og nedkørsler på sportsgrus. I oktober. Helt vildt høje grantræer. Tre årstider på én dag. Men vigtigst af alt: Fællesskab.
Så idéen fra det høje bjerg blev til virkelighed: Pastor Mogensen, Kaptajn Bjørnsteen og Løjtnant Kasper Sørensen spænder tå-clips’ne og stiller til start ved Eroica di Gaiole 6. oktober 2019.
The Italian Job
Dilemmaet om der skulle køres 135 km eller 209 km blev vendt og drejet. Men så var det at Løjtnanten lod blikket falde på sin Mayland-kalender.
Oktober er jo off season, og der kører jeg helst ikke ture over to timer, lød det tørt fra Kasper.
Så var det ligesom vedtaget! En rute på de hvide veje gennem det fantastiske Chianti. Gennem middelalderbyerne Buonconvento og Castelnuovo Berardenga. Og så lige op af den berygtede Monte Sante Marie stigning.
Men det handler også om samvær, og fælles fællesskab med andre, får nemlig online tegnefilmscykling og netværksmotion på karboncykler for selvhøjtidelige CVR nummererede, der betaler i dyre domme for at at sidde og rykke hinanden i pikken, til at minde om Robinson Kruså´s ensomme fitness regime på den der øde Ø, skrev Pastor Mogensen straks i et telegram.
SkråtOp til dem!
Så nu tager vi sammen på en rejse tilbage i tiden, til dengang hvor cykling var heroisk (EROICA = HELT på udenlandsk). Tilbage til tiden hvor fokus ikke var på performance, fitness eller smart ass marketing. Tilbage til den tidslomme, hvor cyklerne var af stål, og hvor sporten endnu var renset for Pro Tour pop & gøgl. Tilbage til der hvor cyklingen hører hjemme. Vi skal nemlig en tur back to basic – i pisse godt selskab.
Kontrakten er nu skrevet under.
Flybilletterne er købt
– og der er booket italiensk vingård.
Vi er klar til The Italian Job.
